Poul Villaume: Sådan kunne Ukrainekrigen være undgået

28.10.2022

Mens det stadig er for tidligt at sige noget sikkert om, hvornår eller hvordan Ukrainekrigen vil ende, er det ikke for tidligt at stille spørgsmålet: Hvad er den vigtigste lære af krigen og det forpestede klima mellem Rusland og Vesten, som den har medført?

Kronik af Poul Villaume, professor emeritus, dr. phil., KU

Mens det stadig er for tidligt at sige noget sikkert om, hvornår eller hvordan Ukrainekrigen vil ende, er det ikke for tidligt at stille spørgsmålet: Hvad er den vigtigste lære af Ukrainekrigen og det forpestede klima mellem Rusland og Vesten, som den har medført?

Den vigtigste lektie er, at krigen med stor sandsynlighed kunne være undgået, hvis nøglebegreber som ’strategisk empati’ og ’sikkerhedsdilemma’ var indgået mere centralt i USA’s, det vestlige Europas og Ruslands sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutningsprocesser siden Den Kolde Krigs afslutning. Metaforisk udtrykt var det Putins Rusland, der d. 24. februar med post-imperialt overmod valgte at antænde den geopolitiske bombe, Ukraine var kommet til at udgøre i Europa; men USA, NATO og EU-landene har, sejrsberuste efter Den Kolde Krig, i høj grad været med til at montere og anbringe bomben, trods utallige tungtvejende advarsler gennem 25 år fra vestlige aktører og eksperter.

At Ruslands illegitime, katastrofale og selvdestruktive aggression imod Ukraine siden februar 2022 skulle have det mindste at gøre med Vestens politik over for Rusland siden 1991 er dog en højst kontroversiel præmis, som i vestlig mainstream-offentlighed nærmest pr. automatik brændemærker den, der fremfører en sådan analyse, som i bedste fald naiv og i værste fald tæt på landsforræderisk Putin-apologet (Putin-Versteher). Sådan afskæres på forhånd bekvemt enhver dyberegående og kritisk diskussion af Ukrainekrigens forudsætninger og forhistorie. For den åbenlyse radikalisering og militarisering af Putins og hans Kreml-kollegers strategiske tænkning er naturligvis ikke foregået i et vakuum; Ruslands politiske elite er autoritær og korrumperet, men ikke autistisk.
v
En nøgtern udredning af alt dette har derfor intet at gøre med relativisering af russiske ugerninger eller udtryk for såkaldt ”what-aboutism”. Som USA’s fhv. ambassadør i Moskva, Michael McFaul, har formuleret det: ”Rusland var ikke prædestineret til at vende tilbage til et konfrontatorisk forhold til USA eller Vesten”. Der er brug for at anlægge andre synsvinkler på konflikten end den dominerende moralistisk-selvretfærdige blandt politikere, medier og eksperter både på russisk og på vestlig side. Pladsen og platformen her tillader ikke en grundigere gennemgang og dokumentation af denne vigtige og komplekse forhistorie (jeg har tidligere andetsteds fremlagt en mere detaljeret analyse af samme[1]), så det følgende opridser kun nogle vigtige nedslag i forløbet, hvor djævelen som altid ligger gemt i detaljen.

 

Den vigtigste lektie er, at krigen med stor sandsynlighed kunne være undgået, hvis nøglebegreber som ’strategisk empati’ og ’sikkerhedsdilemma’ var indgået mere centralt i Vesten og Ruslands beslutningsprocesser siden Den Kolde Krigs afslutning
_______

 

Den klassiske grundindvending mod kritikken af den udvidelse af NATOs medlemskreds mod øst, som har fundet sted siden 1990erne, er som bekendt, at ethvert frit, demokratisk land alene selv har ret til at vælge, hvilken forsvars- og sikkerhedspolitisk alliancetilknytning – in casu NATO – det ønsker. Samt at dette i særdeleshed gælder øst- og centraleuropæiske lande, som i årtier har været domineret, undertrykt eller truet af den sovjetiske/russiske nabostormagt. Indvendingen kan abstrakt og principielt set virke både rimelig og selvindlysende. Den ignorerer imidlertid, at medlemskab af en alliance som fx NATO ikke blot er en naturlig rettighed, som et hvilket som helst land, der påberåber sig den, nødvendigvis bør eller skal have indfriet. Dels bestemmer NATO-alliancen formelt og reelt selv, hvilke europæiske lande den (ved enstemmighed) ønsker at optage eller afvise; og dels kan en mulig optagelse ifølge Den Nordatlantiske Traktat kun ske, såfremt alliancen vurderer, at en udvidelse af medlemskredsen vil bidrage til det nordatlantiske områdes samlede sikkerhed – dvs. ikke til et forøget spændings- eller trusselsniveau.

Pan-europæisk sikkerhedssystem eller NATO-udvidelse?

I 1990, få måneder efter Berlinmurens fald, vedtog både de 16 NATO-lande og de 35 CSCE-lande (dvs. samtlige vest- og østeuropæiske lande inklusive Sovjetunionen og USA) énstemmigt visionære erklæringer om, at man ville arbejde for nye mekanismer og institutioner, som skulle sikre en ny sikkerhedsarkitektur for et helet og helt Europa efter Den Kolde Krig. Det var også i disse måneder, stort set alle vestlige topaktører, herunder James Baker, Helmut Kohl, Francois Mitterand, Margaret Thatcher, John Major og NATO-generalsekretær Manfred Wörner, mundtligt forsikrede Moskva om, at NATOs militære jurisdiktion ikke ville blive flyttet mod øst.

Det varede dog ikke længe, inden alt dette gik i glemmebogen i de fleste vestlige regeringskontorer. Vigtigt var det, at Bush-regeringen var splittet. Mens udenrigsminister James Bakers State Department i 1991-92 overvejende støttede en dialoglinje over for Moskva, betragtede Pentagon under ledelse af neo-konservative aktører som Dick Cheney og Paul Wolfowitz fortsat det atombevæbnede Rusland som USA’s hovedmodstander, som det gjaldt om at svække mest muligt permanent. Præsident Bush hældede til Pentagon. Da Mikhail Gorbatjov på G7-topmødet i juli 1991 spurgte ham, om ikke USA, som netop havde brugt 100 mia. dollars på at bombe Saddam Husseins Irak ud af Kuwait, kunne bruge bare en smule på at hjælpe med at stabilisere den reformerede, men akut kriseramte sovjetrussiske økonomi, afviste Bush blankt.[2] Ifølge bl.a. økonomerne Jeffrey Sachs og Anders Åslund, begge Ruslands-rådgivere i 1991-92, kunne en substantiel økonomisk hjælpepakke fra Vesten formentlig have gjort en reel forskel omkring dette tidspunkt, inden Jeltsins Rusland for alvor sank ned i 1990’ernes afgrundsdybe mafiøse korruption og anarki. Samtidig blev Rusland også nægtet vestlig gældseftergivelse (modsat Polen, som samtidig blev overøst med dollars).

I 1992, kort efter Sovjetunionens opløsning, blev et internt Pentagon-strategidokument lækket til The New York Times, som kaldte det ”den klareste afvisning til dato af kollektiv internationalisme”. Ifølge dokumentet skulle USA’s post-koldkrigsstrategi grundlæggende være ”at fastholde mekanismerne til at afskrække potentielle konkurrenter fra selv at stræbe efter en større regional eller global rolle”. Indtil Bill Clinton tiltrådte som præsident i 1993, var State Departments samarbejdslinje over for Rusland dog den officielle. Clintons politiske hovedrådgivere var imidlertid stærke tilhængere af en udvidelse af NATO’s medlemskreds mod øst. Det indgik i overvejelserne, at med den styrkede europæiske integration efter omdannelsen af EF til EU ville USA’s fortsatte geopolitiske indflydelse i Europa primært kunne sikres gennem et udvidet NATO. Den nye politiske ledelse i Pentagon (med Les Aspin og William Perry i spidsen) var dog stærkt i tvivl, og det samme var USA’s NATO-øverstkommanderende i Europa. Og mange fremtrædende amerikanske Ruslands-eksperter, bl.a. George Kennan, Richard Pipes, Jack Matlock og Strobe Talbott, advarede om, at en NATO-udvidelse på længere sigt ville skade Vestens forhold til Rusland.

I oktober 1993 advarede Ruslands præsident Boris Jeltsin – som ellers var Vestens ’yndlings-russer’ i 1990’erne – i et fortroligt brev til præsident Clinton om, at NATO-udvidelse ville vække ”uro” i brede, også moderate politiske kredse i Rusland, som ”utvivlsomt [vil] opfatte NATO-udvidelse som en slags ny-isolation af vores land”; i stedet anbefalede Jeltsin stærkt ”et pan-europæisk sikkerhedssystem”. Alligevel erklærede Clinton offentligt i januar 1994, at det nu ikke længere var et spørgsmål om, men kun hvornår og hvordan NATO ville optage nye medlemslande i øst. For at indsukre den bitre pille for Moskva lancerede Clinton og NATO ’Partnerskab for Fred’-projektet som en slags mellemstation på vej til muligt NATO-medlemskab; for at undgå en ny delingslinje i Europa kunne alle lande i det post-sovjetiske rum, inklusive Rusland, tilslutte sig partnerskabet. Men Jeltsin følte sig allerede trængt. I en skarp tale på et OSCE-møde i december 1994 advarede han, at ”endnu inden Den Kolde Krigs arv er stedt til ro, risikerer Europa at bebyrde sig selv med en kold fred”.

 

Da Mikhail Gorbatjov på G7-topmødet i 1991 spurgte Bush, om ikke USA, som netop havde brugt 100 mia. dollars på at bombe Saddam Husseins Irak ud af Kuwait, kunne bruge bare en smule på at hjælpe med at stabilisere den reformerede, men akut kriseramte sovjetrussiske økonomi, afviste Bush blankt
_______

 

Jeltsin gentog sine advarsler i en personlig, dybt fortrolig samtale med Clinton under dennes besøg i Moskva d. 10. maj 1995. Ifølge det nyligt afklassificerede amerikanske samtalereferat sagde Jeltsin bl.a.: ”Jeg ser intet andet end ydmygelse for Rusland, hvis I fortsætter [med NATO-udvidelsen, P.V.]. Hvordan tror I, det ser ud for os […] Det er en ny form for omringning, hvis den ene overlevende koldkrigsblok ekspanderer helt op til Ruslands grænser. […] Vi har brug for en ny struktur for pan-europæisk sikkerhed, ikke gamle strukturer.”[3]

Dagen efter at denne samtale fandt sted, bragte dagbladet Information i øvrigt undertegnedes kritiske anmeldelse af en sikkerhedspolitisk rapport fra det danske regeringsnedsatte Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), som klart støttede NATO-udvidelsen i Østeuropa. Jeg skrev dengang bl.a., at ”kerneproblemet er, at russerne vil føle sig sat uden for, diskrimineret og isoleret fra den vigtigste europæiske sikkerhedspolitiske beslutningskreds. Dét kan give bagslag. De autoritært nationalistiske kræfter i Moskva, som mest helhjertet støtter det russiske militærs fremfærd i Tjetjenien, vil blive styrket. […] Vi må i stedet for alvor lære at tænke sikkerhed med hinanden, ikke mod hinanden.”[4]

Samme år, 1995, indberettede den amerikanske ambassade i Moskva fortroligt til Washington, at ”fjendtlighed over for snarlig NATO-udvidelse mærkes næsten universelt over hele det politiske spektrum her”. På dette tidspunkt var det skrøbelige russiske demokrati allerede afgørende under pres; med entusiastisk støtte fra amerikanske rådgivere havde vestlige firmaer hånd i hånd med kyniske russiske oligarker plyndret og solgt massivt ud af Ruslands værdier i, hvad den amerikanske Nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz har kaldt en ”markeds-bolsjevisme”, fordi det var så brutalt. Hyperinflation og korruption betød, at almindelige russeres pensionsopsparinger forsvandt som dug for solen, forarmelsen bredte sig eksplosivt, og den forventede levealder faldt drastisk med op til fem år. Mange russere konkluderede, at hvis dét var kapitalisme og demokrati, så nej tak. I øvrigt kritiserede Jeltsin i den ovennævnte fortrolige samtale med Clinton, at CIA systematisk infiltrerede Ruslands centralbank, og han bad udtrykkeligt Clinton om at sætte en stopper for det; ellers måtte Rusland ”tage skridt til at forsvare sig selv”, advarede Jeltsin.

’Partnership-for Peace’-konceptet opgives

Den sociale ustabilitet og grasserende korruption i Rusland blev i Vesten et argument for tilhængerne af en snarlig NATO-udvidelse, som angiveligt kunne ”projicere stabilitet ind i Østeuropa”.  Med et stadig mere svækket Rusland og en svag og mere medgørlig og oligark-afhængig Jeltsin, som (i øvrigt også med diskret, substantiel amerikansk støtte) blev genvalgt som præsident i 1996, følte Clinton-regeringen og NATO sig styrkede i overbevisningen om, at man konsekvensfrit kunne ignorere alle russiske protester mod en i princippet ubegrænset udvidelse af NATOs medlemskreds i Central- og Østeuropa. Det indenrigspolitiske pres fra Republikanerne og fra den magtfulde våbenlobby, som øjnede milliardfortjenester ved salg af våbensystemer til de mange nye potentielle NATO-lande, spillede også en rolle.

’Partnerskab for Fred’-konceptet (PfP) blev dermed i praksis opgivet. Det var skelsættende. For som den amerikanske historiker Mary Elise Sarotte konkluderer i sin dybtgående og nuancerede bog ’Not One Inch’ (2021): Ved at fastholde PfP-konceptet kunne USA og NATO have arbejdet hen imod det brede, inkluderende Vancouver-til-Vladivostok sikkerhedskoncept, som var på tegnebrættet, indtil Clinton trådte til; PfP-konceptet kunne have reduceret spændingsniveauet mellem verdens to atomare supermagter og undgået både ydmygelsen af Moskva og undermineringen af fremtidig våbenkontrol. Med opgivelsen af PfP blev en ny delingslinje – og på sigt et nyt jerntæppe – mellem Vesten og Rusland ifølge Sarotte uundgåelig.[6]

Det skortede ikke på tungtvejende, bredt funderet kritik i USA af Washingtons NATO-kurs i slutningen af 1990’erne – og derefter. Diplomaten og Ruslands-eksperten George Kennan, i 1946-47 ophavsmanden til USA’s inddæmningsstrategi over for sovjetkommunismen under Den Kolde Krig, kaldte i en klumme i The New York Times i februar 1997 beslutningen om at udvide NATO helt op til Ruslands grænser for ”amerikansk politiks mest skæbnesvangre fejltagelse i post-koldkrigsæraen”. Der var en ”total mangel på nødvendighed af dette skridt”, fordi det ville (1) ”opildne nationalistiske, anti-vestlige og militaristiske tendenser i den russiske opinion”, (2) ”få en negativ virkning på udviklingen af russisk demokrati”, og (3) ”genskabe en koldkrigs-atmosfære i Øst-Vest-relationerne” ved at ”rette fokus på, hvem der vil være allieret med hvem, og dermed også imod hvem”.

I juni 1997 modtog præsident Clinton et åbent brev med et helt tilsvarende indhold fra 50 prominente amerikanske fhv. ministre, senatorer, topofficerer, topdiplomater og forskere af både konservativt og liberalt tilsnit. I brevet hed det bl.a., at NATO-udvidelse var en ”politisk fejltagelse af historiske proportioner”, som ville skabe en ny delingslinje i Europa med tilhørende ustabilitet; hele det politiske spektrum i Rusland var fortsat imod en NATO-udvidelse, som ville styrke de ikke-demokratiske kræfter i landet. Da Rusland ikke udgjorde nogen aktuel trussel imod sine vestlige nabolande, burde udvidelsen stilles i bero til fordel for et styrket PfP-samarbejde og intensiveret arbejde for atomar og konventionel våbenreduktion.[7] Samme år udtalte USA’s sidste ambassadør i Sovjetunionen (1987-1991), Jack Matlock, i en senatshøring, at den planlagte NATO-udvidelse ”meget vel af historien vil blive set som det mest fundamentale strategiske fejlgreb siden Den Kolde Krigs afslutning”, og at det på sigt kunne føre til en alvorlig sikkerhedstrussel mod USA.[8] 

 

PfP-konceptet kunne have reduceret spændingsniveauet mellem verdens to atomare supermagter og undgået både ydmygelsen af Moskva og undermineringen af fremtidig våbenkontrol. Med opgivelsen af PfP blev en ny delingslinje – og på sigt et nyt jerntæppe – mellem Vesten og Rusland ifølge Sarotte uundgåelig
_______

 

Advarslerne og kritikken faldt på stengrund. Da forhandlingerne om den ’første bølge’ af NATO-udvidelser (med Polen, Tjekkiet og Ungarn) begyndte i foråret 1998, gentog George Kennan sin advarsel i The New York Times: Der var tale om ”en tragisk fejltagelse”, da ”ingen truer nogen”, så det kunne være ”begyndelsen til en ny kold krig”. Kennan tilføjede: ”Selvfølgelig vil der komme en dårlig reaktion fra Rusland […] så vil man sige: […] ’Sådan er russerne!’” Advarslen var altså, at NATO-sikringen mod en mulig fremtidig trussel fra Rusland ville blive en selvopfyldende profeti. Samtidig, i foråret 1998, advarede en af USA’s og verdens førende koldkrigshistorikere, John Lewis Gaddis, at den forestående NATO-udvidelse brød med alle de vigtigste internationale strategiske principper, herunder at behandle tidligere fjender storsindet, ikke unødigt at skabe nye fjender, samt at være villig til at anerkende (egne) fejl. Gaddis så dette som grunden til, at der var en hidtil uset og meget atypisk bred enighed blandt amerikanske historikere, nemlig om at NATO-udvidelsen var ”dårligt udtænkt, dårligt timet, og især dårligt tilpasset post-koldkrigsverdenens realiteter”.[9]

Kosovo-krigen – en farlig præcedens

Det sidstnævnte var – ifølge skeptiske stemmer i en internt splittet Clinton-regeringsstab og i NATO selv – også tilfældet med USA’s og NATOs 79 dage lange bombekrig mod Serbien i foråret 1999. Den fremkaldte indirekte den serbiske massakre på Kosovo-albanere, som NATOs særlige militæroperation – under betegnelsen ”humanitær intervention” – havde som erklæret mål at forhindre. NATO’s militære indgreb, som skete uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd, førte til den første ændring af Europas grænser efter Anden Verdenskrig ved brug af militær magt; kraftige protester fra bl.a. Rusland (og Kina) blev ignoreret.

Kosovo-krigen var skelsættende, fordi den satte en farlig præcedens. Som den amerikanske politolog Michael Mandelbaum præcist forudsagde i sommeren 1999, ville Rusland kunne bruge NATO’s ensidige Kosovo-intervention til på et tidspunkt i fremtiden at legitimere et ensidigt russisk indgreb i Ukraine.[10] Samtidig, i august 1999, kritiserede den nu 95-årige, men stadig klartskuende George Kennan i øvrigt amerikansk medansvar i 1991-92 for ”den tankeløse skubben den totalt u-ukrainske Krim-halvø ind i Ukraine, sammen med en af de tre største russiske flådebaser”.[11]

Den nye russiske præsident fra år 2000, Vladimir Putin, var givetvis ikke mindre kritisk indstillet over for NATO’s fortsatte udvidelse end den øvrige russiske politiske elite. Alligevel søgte han i de første år at etablere forsoning, større samarbejde med og åbning over for Vesten, bl.a. efter terrorangrebet på USA d. 11. september. Rusland lukkede samtidig sine militærbaser i Vietnam og Cuba. Til gengæld insisterede Moskva især på, at USA skulle undlade ensidigt at opsige den såkaldte ABM-traktat fra 1972, som begrænsede opstilling af missilforsvarssystemer, der potentielt kunne destabilisere den gensidige atomafskrækkelse. Bush-regeringen afviste, opsagde traktaten og planlagde at opstille dele af et nyt missilforsvar i de nye NATO-lande Polen og Tjekkiet (sidstnævnte blev i 2011 udskiftet med Rumænien). Moskvas bekymring, som blev delt af uafhængige amerikanske eksperter, var, at missilforsvaret, som officielt var rettet mod en missiltrussel fra Iran, Irak og Nordkorea (”ondskabens akse”), i fremtiden ville kunne bruges til at svække eller stække Ruslands atomare gengældelsesevne.

Samtidig indledte den USA-anførte ”koalition af villige” i 2003 den illegitime angrebskrig mod Irak, ført uden om FN’s Sikkerhedsråd og russiske (og franske, tyske og kinesiske) protester, baseret på desinformation og bevidste usandheder og med 250.000 dræbte irakere som konsekvens. Heller ikke Jeltsin og Putin selv havde tidligere holdt sig tilbage fra brug af militær magt, dog i mere begrænset skala og kun inden for landets egne grænser: Den skånselsløse nedkæmpelse af islamistisk inspirerede oprørere i Tjetjenien, en konflikt, som sammen med NATO-udvidelsen havde bidraget til at styrke nationalistiske og autoritære kræfter i Rusland. Det samme gjorde det kaotiske præsidentvalg i 2004 i Ruslands store naboland, det politisk dybt splittede og korruptionsplagede Ukraine, hvor Moskva støttede den øst-orienterede kandidat Viktor Janukovitj, mens den vest-orienterede kandidat Viktor Jusjtjenko fik tydelig amerikansk politisk og økonomisk støtte.

I 2007, efter den ”anden bølge” af NATO-udvidelser i Østeuropa i 2004 (og den samtidige udvidelse af USA’s og NATOs frugtesløse krigsførelse i Irak og Afghanistan for billioner af dollars), holdt Putin så sin skarpt formulerede tale på sikkerhedskonferencen i München. Her kritiserede han USA’s ”næsten uhæmmede hyperbrug af militær magt” og den fortsatte fremrykning af amerikansk militærs og NATO’s positioner nær hele Ruslands vestgrænse. Også denne gang blev Moskvas protester ignoreret. Året efter, i 2008, pressede USA hårdt på for, at NATO-topmødet i Bukarest i april skulle vedtage en officiel aktionsplan for at gøre også Ukraine og Georgien til NATO-medlemmer; det blev ignoreret, at kun 18 pct. af Ukraines befolkning på dette tidspunkt var tilhængere af NATO-medlemskab. Et stort flertal af ukrainerne var tilfredse med fortsat sikkerhedspolitisk neutralitet.

 

Som den amerikanske politolog Michael Mandelbaum præcist forudsagde i sommeren 1999, ville Rusland kunne bruge NATO’s ensidige Kosovo-intervention til på et tidspunkt i fremtiden at legitimere et ensidigt russisk indgreb i Ukraine
_______

 

Ukraine: ”Den klareste af alle røde linjer”

Bl.a. af denne grund sendte USA’s ambassadør i Moskva, William J. Burns, på forhånd usædvanlig skarpt formulerede advarsler til Washington: ”Ukraines indtræden i NATO er den klareste af alle røde linjer for den russiske elite (ikke kun for Putin). Under mere end to og et halvt års samtaler med russiske nøgleaktører, lige fra slagsbrødrene i Kremls mørke baglokaler til Putins skarpeste liberale kritikere, har jeg endnu til gode at finde nogen, som anser et Ukraine i NATO som noget som helst andet end en direkte udfordring af russiske interesser.” Også USA’s ambassadør i Ukraine rapporterede om, at dette var Moskvas ”røde linje”, og han advarede: ”Njet means njet”.

I kraft af især fransk og tysk intern modstand i NATO mod at optage det politisk splittede Ukraine og det autoritært styrede Georgien i alliancen endte Bukarest-topmødets slutkommuniké med den famøse kompromisformulering om, at Ukraine og Georgien ”vil blive medlemmer af NATO”. USA’s forsvarsminister på dette tidspunkt, Robert Gates, Ruslands-ekspert og fhv. CIA-chef, kalder i sine erindringer (fra 2014) selv denne lidt ’blødere’ landing for ”en monumental provokation” af Rusland, særligt i betragtning af Ukraines centrale geopolitiske betydning og de historisk-kulturelle bånd mellem Ukraine og Rusland. Gates tilføjer, at han allerede efter Putins München-tale i 2007 rapporterede til Washington, at amerikanske aktørers arrogance over for deres russiske modparter lige siden 1990’erne gradvis havde skabt en dyb følelse af frustration og ydmygelse i brede politiske kredse i Rusland.

Førnævnte ambassadør Burns advarede også fortroligt – men forgæves – om, at en åbning for Georgien i NATO kunne få Moskva til at anerkende de omstridte georgiske enklaver Abkhasien og Sydossetien og øge risikoen for en væbnet konflikt mellem Rusland og Georgien. Og sådan gik det. Da Kosovo i februar 2008 ensidigt erklærede sig for selvstændigt af Serbien og omgående blev anerkendt af USA og de fleste NATO- og EU-lande, pegede Moskva på, at noget tilsvarende så måtte gælde for de to georgiske enklaver.

I juli 2008 afholdtes så en amerikansk ledet militærøvelse i Georgien med deltagelse af 1.700 soldater fra bl.a. Georgien, Ukraine og USA. Efter alt at dømme opmuntret af det nylige NATO-topmødes kommuniké og i håb om amerikansk militær opbakning foretog den georgiske leder Mikheil Saakasjvili – som Robert Gates i sine erindringer kalder ”aggressiv” og ”fremfusende” – i august et militært indfald i Sydossetien, hvor både sydossetisk og russisk fredsbevarende personel blev dræbt. OSCE’s observatører kaldte Saakasjvilis militære aktion et uprovokeret angreb, mens EU’s efterfølgende undersøgelse tildelte Georgien og Rusland lige stort ansvar for konfliktens udbrud. Under alle omstændigheder reagerede Moskva ved omgående at slå militært tilbage mod Georgien, givetvis uproportionelt kraftigt, hvorefter Moskva ensidigt anerkendte de to enklaver. Det var første gang siden Den Kolde Krig, Kreml brugte militær magt uden for egne grænser.

Den bredt anerkendte amerikanske Ruslandsforsker Angela Stent konkluderer markant om hele dette forløb: ”NATO […] begik en stor fejl i 2008. Man fejlhåndterede spørgsmålet om yderligere udvidelse, og derved øgede man Ruslands bekymringer og provokerede i sidste ende et militært svar fra Moskva”.[12]

Den nye Obama-regering søgte i 2009-10 at ”genstarte” USA’s forhold til Rusland og accepterede bl.a., at Rusland kom med i Verdenshandelsorganisationen WTO. Men nye russiske forslag i 2009-10 om at diskutere en ”euro-atlantisk sikkerhedstraktat” blev blankt afvist af USA. Og da den vesttyske kansler Angela Merkel og den russiske præsident Dimitrij Medvedev i 2010 enedes om et fælles forslag om at udvikle nye former for fælleseuropæisk sikkerhedssamarbejde og institutionaliserede mekanismer til konfliktløsning mellem EU-landene og Rusland, blev det (med Polen i spidsen) fejet ned ad brættet, da Merkel præsenterede det i Bruxelles. Et tilsvarende forslag fra bl.a. den fhv. tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher og USA’s fhv. nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft om at oprette et særligt sikkerhedsråd (Direktorat) for Europa fik Ruslands støtte, men også det forslag blev ignoreret af EU og NATO. Den konsekvente vestlige afvisning eller negligering af Ruslands sikkerhedspolitiske indvendinger, forslag og protester gennem årene siden 2001 bidrog ifølge Phillip Shorts nye, monumentale biografi om Vladimir Putin til ”en voksende følelse i den russiske elite af, at Putin blev ført bag lyset” af Vesten. Denne indenrigspolitiske ydmygelse bidrog sandsynligvis til Putins stejle tilgang til ikke mindst Ukraine-spørgsmålet.[13]

Klimaet blev igen forværret, da det russiske parlamentsvalg i 2011 gav anledning til beskyldninger fra Washington om valgsvindel, mens Moskva beskyldte USA for indblanding i og forsøg på påvirkning af valget (begge parters beskyldninger var formentlig korrekte). Kremls mistillid blev yderligere næret, da NATO-magterne i 2011 de facto misbrugte mandatet fra FN’s Sikkerhedsråd om hindring af den libyske diktator Ghadafis angreb på Benghazi til at frembringe regimeændring i Libyen. I 2012-13 afbrød præsident Obama forhandlingerne med Rusland om USA’s missilforsvar og andre våbenkontrolspørgsmål, og i 2013 aflyste Obama et topmøde med Putin. I november 2013 afholdt NATO sin hidtil største militærøvelse i Østersøregionen siden Berlinmurens fald, med deltagelse af soldater fra bl.a. Ukraine. Moskva protesterede mod øvelsen med henvisning til, at den ”minder om Den Kolde Krig”.

 

Ambassadør Burns advarede også fortroligt – men forgæves – om, at en åbning for Georgien i NATO kunne få Moskva til at anerkende de omstridte georgiske enklaver Abkhasien og Sydossetien og øge risikoen for en væbnet konflikt mellem Rusland og Georgien. Og sådan gik det

_______

 

De facto statskup i Kyiv

Samtidig, i efteråret 2013, forhandlede Viktor Janukovitj, som siden et fair valg i 2010 havde været Ukraines præsident, med EU om en såkaldt dyb associeringsaftale; EU’s forslag til aftale ville dreje det økonomisk dybt kriseramte Ukraines handelsforbindelser skarpt fra øst mod vest, og aftalens artikler 4, 7 og 10 indeholdt desuden en klar forsvarspolitisk orientering mod Bruxelles. Ifølge historikeren Adam Tooze var dette et forsøg på, med aktiv støtte fra NATO, for alvor at skære Ukraines traditionelle bånd til Rusland over og trække landet ind i den vestlige lejr. Særligt i Warszawa, Riga og Stockholm blev der ikke lagt skjul på, at der var tale om en de facto inddæmningspolitik over for Rusland; Paris og Berlin dog var anderledes skeptisk over for denne kurs.

I november 2013 og igen i januar 2014 foreslog hhv. Janukovitj og Putin økonomiske trepartsforhandlinger mellem EU, Kyiv og Moskva, så Ukraine kunnet opretholde handelsaftaler med både EU og Rusland. Det blev begge gange blankt afvist af EU. Bedre blev det ikke af, at EU’s tilbud til Ukraine om økonomisk støtte var på kun 610 mio. euro, hvilket blev mødt med chok og skuffelse i Kyiv – nogle ukrainske oligarkers personlige formue var større end dét. Samtidig tilbød IMF Ukraine godt én mia. dollars, men krævede til gengæld så dramatiske indgreb i landets økonomi, at alvorlig social uro måtte forudses. I den situation accepterede Janukovitj umiddelbart et tilbud fra Moskva om et lån på hele 15 mia. dollars til Ukraine og tilslutning til den Eurasiske Toldunion. 37 pct. af ukrainerne foretrak på dette tidspunkt denne løsning, mens kun en anelse flere i det dybt splittede land, 39 pct., foretrak EU-associeringen. Formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, indrømmede nu, at EU’s forsøg på at optræde som aktivistisk geopolitisk aktør i en farlig international konfliktzone var slået helt fejl: ”Vi undervurderede den indenrigspolitiske situations drama i Ukraine”.[14]

Janukovitjs accept af Moskvas tilbud fremkaldte de store demonstrationer i vinteren 2013-14 på Majdan-pladsen i Kyiv, hvor hundredtusinder af skuffede EU-tilhængere protesterede imod den folkevalgte, men i stigende grad korrupte, Janukovitjs regering. Oppositionen til Janukovitj fik nu åbenlys støtte af USA og EU – prominente vestlige aktører flokkedes til Majdan-pladsen, hvor de personligt blandede sig med demonstranterne, bl.a. USA’s viceudenrigsminister Victoria Nuland, USA’s ambassadør i Ukraine, den amerikanske senator John McCain og EU’s udenrigschef Catherine Ashton. Samtidig begyndte ledende ukrainske oppositionspolitikere at tale om, at en ny, provestlig ukrainsk regering skulle afskaffe russisk som officielt parallelsprog og opsige aftalen med Rusland om Sevastopol-flådebasen på Krim, som ellers først ville udløbe i 2040. Lige efter massenedskydningerne på Majdan-pladsen i februar (under omstændigheder, som aldrig er blevet klarlagt) sendte EU i hast den franske, tyske og polske udenrigsminister til Kyiv, hvor de, med en russisk repræsentant som observatør, fik Janukovitj til at underskrive en konstruktiv kompromisaftale til løsning af krisen: Dannelse af en ukrainsk koalitionsregering med oppositionsdeltagelse, et fremskyndet præsidentvalg og en forfatningsreform.

Aftalen blev imidlertid omgående blankt afvist af de mest højre-radikaliserede og militante demonstranter på Majdan, som stormede og vandaliserede centrale regeringskontorer. Da Janukovitjs personlige sikkerhed åbenlyst var i fare, valgte han at flygte. Oppositionen udnyttede straks det opståede magttomrum til at kortslutte de forfatningsmæssige procedurer, afsætte præsidenten og udnævne en ny, stærkt anti-russisk regering, som bl.a. talte fire ministre fra militant højreekstreme grupperinger. Moskvas stempling af den nye ukrainske regering som en ”fascistisk junta” var en klar propagandistisk overdrivelse; men selv om det var gadens parlament, der reelt havde sejret i, hvad bl.a. USA’s fhv. Moskva-ambassadør Jack Matlock har kaldt et de facto statskup, blev Kyiv-regeringen omgående anerkendt diplomatisk og politisk omfavnet af alle EU- og NATO-lande.[16]

Kompromisaftalen med Janukovitj, som de tre EU- og NATO-udenrigsministre havde indgået få dage forinden, blev ignoreret og glemt. Med udsigten til mulig realisering af Moskvas worst case-scenarie, dvs. at et NATO-tilknyttet Ukraine ville overtage den russiske Sortehavsflådes base på Krim, besvarede Kreml den illegitime omvæltning i Ukraine med en anden illegitim handling: den klart folkeretsstridige russiske annektering af Krim-halvøen. Samtidig begyndte Moskva at støtte det russiske mindretal i den østukrainske Donbas-region, som rejste sig imod, hvad man her kaldte kupregeringen i Kyiv. Sidstnævnte sendte højreekstreme militsgrupper fra Majdan-opstanden, herunder Azov-battalionen, til Donbas for at nedkæmpe modstanden. I det følgende års tid rapporterede både Amnesty International og Human Rights Watch om bl.a. Azov-styrkernes grove menneskerettighedsovergreb mod russisksindede separatistoprørere i Donbas, hvor anslået 14.000 mennesker på begge sider blev dræbt i krigshandlinger mellem 2014 og 2021.

Underminering af Minsk-aftalerne

Den ulovlige annektering af Krim blev som bekendt skarpt fordømt af et enigt Vesten, som nedfrøs forbindelserne med Rusland. USA’s udenrigsminister John Kerry (som i 2003 havde stemt for USA’s invasion af Irak) erklærede fx: ”Man opfører sig simpelthen ikke i det 21. århundrede på det 19. århundredes måde og invaderer et andet land med et fuldstændig opdigtet påskud”.[17] Præsident Obama udviste dog herefter en vis tilbageholdenhed over for yderligere amerikansk indblanding i Ukraine. Angiveligt var Obamas personlige opfattelse, at Ukraine er ”en russisk kerneinteresse, men ikke en amerikansk”, og han tøvede også med større våbenleverancer til Ukraine, fordi han ”ikke ønsker en atomkrig med Rusland”.[18]

Da Minsk-aftalerne I og II om våbenhvile i Donbas og en ukrainsk forfatningsreform med øget decentralisering og selvstyre for dele af Donbas blev indgået i 2014-15 mellem Ukraine, Rusland, OSCE og Donbas-oprørerne, medieret af Frankrig og Tyskland, hilste Det Hvide Hus udtrykkeligt resultatet velkomment; det samme gjorde FN. Men især de ekstreme højrefløjs-kræfter i Ukraine var helt fra begyndelsen konsekvent imod ethvert kompromis med de pro-russiske oprørere i Østukraine; da et flertal i Ukraines parlament i august 2015 overvejede at stemme for implementering af dele af Minsk II, organiserede højreradikale  voldelige optøjer foran parlamentet med dræbte og mange sårede til følge.[19] OSCE registrerede i de følgende år brud på våbenhvileaftalerne fra begge parter, og fra 2018 begyndte USA under præsident Donald Trump at sende tungere våben til Ukraine. Volodymyr Zelenskyj vandt i 2019 med stort flertal præsidentvalget i Ukraine på et løfte om fredelig løsning af konflikten i Østukraine, men indsatsen kørte fast i løbet af 2020, ikke mindst på grund af den interne (højre)opposition i Ukraine mod implementering af Minsk II-protokollen.

 

Med udsigten til mulig realisering af Moskvas worst case-scenarie, dvs. at et NATO-tilknyttet Ukraine ville overtage den russiske Sortehavsflådes base på Krim, besvarede Kreml den illegitime omvæltning i Ukraine med en anden illegitim handling: den klart folkeretsstridige russiske annektering af Krim-halvøen

_______

 

Meget er endnu uklart og dunkelt belyst i de følgende måneders udvikling i Ukraine og i det russisk-ukrainske – og det amerikansk-ukrainske – forhold. Men for at styrke sin politiske stilling begyndte Zelenskyj under alle omstændigheder fra starten af 2021 at læne sig mere i retning af de højre-nationalistiske kræfter, bl.a. ved at lukke medier, som blev anklaget for at være ”pro-russiske”. Samtidig blev lederen af det største pro-russiske oppositionsparti, Viktor Medvedtjuk, anklaget for forræderi og sat i husarrest; i november 2021 blev en magtfuld oligark, Rinat Akhmetov, anklaget for planer om et pro-russisk statskup.[20] Det hele skete i takt med den voksende russiske troppeopbygning nær grænsen til Ukraine siden første halvdel af 2021, som givetvis skulle lægge pres på Kyiv. Mens spændingen steg, udsendte USA og Ukraine d. 1. september 2021 et fælles kommuniké om ”strategisk partnerskab”, hvori USA forpligtede sig til fortsat at støtte Ukraines ønske om at tilslutte sig NATO; kommunikeet bekræftede også Ukraines status som en NATO-partner og varslede en fælles amerikansk-ukrainsk forsvarsrammeaftale til forberedelse af Ukraines vej til NATO.[21]

I december 2021 fremlagde Rusland så sit maksimalistiske udspil med krav om, at fortsat udvidelse af NATO’s medlemskreds blev standset sammen med amerikansk militær aktivitet i hele Øst- og Centraleuropa; hertil kom en reformulering af det mere end 25 år gamle russiske ønske om forhandling af en samlet, inkluderende europæisk sikkerhedsordning, som også tog højde for, hvad Rusland anså for sine vitale nationale sikkerhedsinteresser. Ikke overraskende (formentlig heller ikke for Moskva) blev udspillet straks blankt afvist af NATO og USA, og d. 8. januar 2022 erklærede NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg, at NATO fortsat stod fast på Bukarest-NATO-topmødets beslutning om, at ”Ukraine og Georgien vil blive medlem af NATO”. Den 24. februar kortsluttede Rusland så kriseforløbet ved at invadere Ukraine.

Intet er uundgåeligt, indtil det er sket

For en ordens skyld skal det gentages, at intet af det foregående på nogen måde skal læses som en legitimering af, endsige et forsvar for den russiske aggression mod Ukraine siden februar 2022. Ukrainekrigen er en ”tilvalgt krig” af Putins Kreml, under ingen omstændigheder en ”nødvendig krig”, og Ukraine fortjener støtte i kampen mod invasionen. Men som indledningsvis nævnt var krigen ikke uundgåelig. Med den berømte britiske historiker A.J.P. Taylors ord: ”Intet er uundgåeligt, indtil det er sket”. Som det er fremgået af det foregående, var der ingen mangel på seriøse vestlige advarsler og kritiske appeller i post-koldkrigsårene mod at gøre Øst- og Centraleuropa, og i særdeleshed det geostrategisk centrale og politisk splittede Ukraine, til en potentiel kampplads mellem Øst og Vest ved at insistere på NATO’s ubegrænsede udvidelse helt frem til Ruslands grænser.

Men set fra USA og mange af dets NATO-allierede befandt verden sig i 1990’erne og derefter i ”det unipolære øjeblik”, hvor et Rusland på knæ aldrig igen ville eller kunne rejse sig som stormagt, og hvor Vesten derfor kunne bestemme reglerne (kaldet ”den regelbaserede internationale orden”) og bl.a. Ruslands følelse af sårbarhed derfor kunne ignoreres – ja, det var faktisk i Ruslands egen interesse at acceptere den amerikansk-vestligt ledede verdensorden, så der var intet at bekymre sig om, hed det.

For Kreml og hele den russiske politiske elite var dette mest af alt tyktflydende hykleri: Washington har altid betragtet international politik som et nulsumsspil – USA havde vundet Den Kolde Krig, Rusland havde tabt. I og for sig optrådte USA blot sådan, som ledende stormagter nu engang gør: De sætter deres vilje igennem, hvis de har mulighed for det, om nødvendigt med – også illegitim – militær magt (Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen). Den amerikanske tro på egen exceptionalisme og med en særlig mission i forhold til resten af verden har nok gjort det nok yderligere svært at acceptere andre stormagter som ligeværdige. Og Rusland (ligesom i øvrigt Kina) har netop ønsket at blive behandlet ligeværdigt, herunder med en grad af respekt.

Alternative, realistiske og mindre konfrontationsskabende muligheder end NATO’s udvidelse – særligt fastholdelsen af ’Partnership for Peace’-konceptet – stod hele tiden åbne, hvis de berørte parter havde udvist langt mere ’strategisk empati’ over for hinanden. Dvs. hvis de havde været anderledes opmærksomme på, hvordan modparten opfattede de – i egen optik defensive – skridt, de hver især tog i processen. I den forstand er den negative og farlige udvikling, der nu i sandsynligvis lang tid fremover på nærmest alle planer vil forgifte forholdet mellem Vesten og Rusland, et klassisk eksempel på det velkendte, men beklageligvis oftest ignorerede ’sikkerhedsdilemma’ i international politik mellem parter, der – med rette eller urette – nærer historisk og/eller geostrategisk mistillid til hinanden.[22]

De kritikere, der i 1990’erne og derefter vedvarende advarede om, at NATO’s udvidelse mod øst på de givne præmisser ikke ville bidrage til den erklærede hensigt om at ’projicere stabilitet mod øst i Europa’, og dermed – i NATO-traktatens ideale ånd – til det nordatlantiske områdes øgede sikkerhed, men snarere til øget europæisk spænding, ser særligt med Ukrainekrigen og dens dystre konsekvenser ud til at få mere ret, end de frygtede. I hvert fald, hvis det i denne tid altdominerende, nærmest ekstreme fokus på de rent militære dele af den sikkerhedspolitiske værktøjskasse (se fx den nylige Zilmer-Johns-rapport herhjemme) får lov at fortsætte uanfægtet i de kommende år.

Det er fornuftigt nok at holde krudtet tørt, særligt på sårbare områder. Men sporene burde skræmme fra Den Kolde Krigs 40 år lange meningsløse og dybt risikofyldte atomare og konventionelle overoprustning og underskud på konstruktivt diplomati. Frankrigs præsident Macron fandt for nylig i forbindelse med Ukrainekrigen anledning til at minde om, at ”diplomati ikke er det samme som overgivelse”. Vi véd i dag, at det ikke primært var militær afskrækkelse, men smidigt og kompromisorienteret diplomati på begge sider, der under Cubakrisen for præcis 60 år siden – og i det hele taget under Den Kolde Krig – i sidste ende reddede verden fra en global atomkrigs katastrofe.[23] Den lektie er også værd at huske på, når det gælder de fremtidige stormagtsrelationer mellem særligt USA og Kina.

Under alle omstændigheder burde beslutningstagere i alle lejre besinde sig på den kendte britiske militærhistoriker Sir Basil Lidell Harts sikkerhedspolitiske rettesnor fra koldkrigsåret 1960: ”Fasthold styrke, om muligt. Under alle omstændigheder, hold hovedet koldt. Hav ubegrænset tålmodighed. Træng aldrig en modstander op i hjørnet, og hjælp ham altid med at redde ansigt. Sæt dig selv i hans sted – for at se tingene gennem hans øjne. Undgå selvretfærdighed som djævlen – intet gør mere blind.”[24] ■

 

”Fasthold styrke, om muligt. Under alle omstændigheder, hold hovedet koldt. Hav ubegrænset tålmodighed. Træng aldrig en modstander op i hjørnet, og hjælp ham altid med at redde ansigt. Sæt dig selv i hans sted – for at se tingene gennem hans øjne. Undgå selvretfærdighed som djævlen – intet gør mere blind.”
_______

 

Poul Villaume (f.1950) er dr.phil. og professor emeritus i samtidshistorie, Saxo-Instituttet, KU. Hans seneste bog, ”Frygtens logik: Den Kolde Krig – en ny global historie. Optakt og tidlige år, 1917-1961”, udkom i 2020. Bind 2, ”Mellem håb og frygt: Den Kolde Krig – en ny global historie. Cubakrise, stedfortræderkrige og afspænding, 1961-1977”, udkommer i februar 2023.

NOTER

[1] Poul Villaume:  ’Vestens skønhed og det russiske uhyre: Europæisk sikkerhed efter Den Kolde Krig’, i: Historisk Tidsskrift 120:1, 2020, s. 195-213.

[2] M.E. Sarotte: Not One Inch: America, Russia, and the Making of the Post-Cold War Stalemate (2012), s. 115.

[3] https://digitalarchive.wilsoncenter.org/document/209785

[4] Poul Villaume: ’Sikkerhedspolitik som under Den Kolde Krig’, Information, 11. maj 1995.

[5] Sarotte: Not One Inch, s. 247 f.

[6] Sarotte: Not One Inch, s. 341-346; for den amerikanske våbenlobbys rolle, se s.st., s. 284 f.

[7] https://www.armscontrol.org/act/1997-06/arms-control-today/opposition-nato-expansion

[8] https://www.commondreams.org/views/2022/02/15/nato-and-origins-ukraine-crisis  

[9] John Lewis Gaddis: ’History, Grand Strategy and NATO Enlargement’, i: Survival, Vol. 40, No. 1, Spring 1998, s. 145-151.

[10] Michael Mandelbaum: ’The Failure of Intervention’, i: Foreign Affairs, Aug./Sept. 1999.

[11] The New York Review of Books, August 12, 1999.

[12] Robert Gates: Duty. The Memoirs of a Secretary at War (2014), s. 153-159 og s. 167-171; Angela Stent: Putin’s World: Russia Against the West and With the Rest (2019), s. 129 ff.

[13] Philip Short: Putin: His Life and Times (2022).

[14] Adam Tooze: Crashed: How a Decade of Financial Crises Changed the World (2018), s. 489 ff. og s.495-498.

[15] For yderligere dokumentation, se fx Villaume: ’Vestens skønhed og det russiske uhyre’, s. 209 f.

[16] Jack F. Matlock: ‘Ukraine Crisis Should Have Been Avoided’, February 17, 2022, https://consortiumnews.com/2022/02/16/ukraine-crisis-should-have-been-avoided/

[17] Cit. i Angela Stent: The Limits of Partnership: U.S.-Russian Relations in the Twenty-First Century (2014), s. 291 f.

[18] https://theintercept.com/2016/07/25/robert-kagan-and-other-neocons-back-hillary-clinton/

[19] https://www.bbc.com/news/world-europe-34105925

[20] https://time.com/6144109/russia-ukraine-vladimir-putin-viktor-medvedchuk/;  https://www.politico.eu/article/ukraine-zelenskiy-coup-akhmetov-russia/

[21] https://www.whitehouse.gov/briefing-room/statements-releases/2021/09/01/joint-statement-on-the-u-s-ukraine-strategic-partnership/

[22] Se fx  senest Steven Walt: ’Does Anyone Still Understand the ‘Security Dilemma’?,  https://foreignpolicy.com/2022/07/26/misperception-security-dilemma-ir-theory-russia-ukraine/

[23] Se hertil fx Poul Villaume: Mellem frygt og håb. Den Kolde Krig – en ny global historie: Cubakrise, stedfortræderkrige og afspænding (under udgivelse: Gads Forlag, 2023). Se også Poul Villaume: ’Naivitet? Nej. Diplomati er hverken pacifisme eller eftergivenhed’, Politiken, 12. juli 2022.

[24] Basil Lidell Hart: Deterrent or Defense (1960), s. 247 f.